november 2020

ATRIUM Partners som finansiel rådgiver ved fusion mellem Den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank

ATRIUM er eksklusiv finansiel rådgiver for børsnoterede Den Jyske Sparekasse A/S i forbindelse med fusionen med Vestjysk Bank A/S, der ligeledes er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen.

Fusionen danner fundamentet for at skabe Danmarks stærkeste lokalbank. Det fortsættende pengeinstitut, Vestjysk Bank A/S, vil blive Danmarks 8. største pengeinstitut målt på arbejdende kapital og et af Danmarks største lokalt forankrede pengeinstitutter med en balance på DKK 38 mia., et samlet forretningsomfang på ca. DKK 127 mia. og vil betjene ca. 121.000 helkunder.

Sammenlægningen er et udtryk for rettidig omhu og fremsynethed, og er den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt. Den fusionerede bank opnår betydelige skalafordele og får via fusionen mulighed for at fortsætte med at være lokale samtidig med, at banken kommer til at stå stærkere til gavn for kunder, aktionærer og medarbejdere.

Fusionen er betinget af godkendelse fra ekstraordinære generalforsamlinger i de to pengeinstitutter samt godkendelse fra henholdsvis Finanstilsynet samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Tilbage