januar 2014

Claus Christensen indtræder i ATRIUM Partners Advisory Council

ATRIUM Partners styrker netværk med nye kompetencer.

Claus Christensen (1962) er professionelt bestyrelsesmedlem og er bl.a. bestyrelsesformand for Strøm Hansen, Danphone, Hesa koncernen, M-Tec koncernen, og er næstformand i Nordjyske Kommunikation samt bestyrelsesmedlem i Aalborg Energie Technik, Medical Insight, Novi Innovation og en lang række andre selskaber. Claus Christensen er uddannet civilingeniør, HD i afsætningsøkonomi og har taget Executive programme på Stanford University.

Claus Christensen har i mange år været involveret i IT, teknologi og innovative virksomheder, flere fra opstart til fuld kommercialisering, som eksempelvis LASAT og mobilselskabet M1. Derudover har Claus Christensen også været i bestyrelsen for selskaber som Phase One, Gabriel og Sydbank.

”Jeg er meget tilfreds med at kunne byde Claus Christensen velkommen i ATRIUM Partners Advisory Council. Claus Christensen har et vidtstrakt netværk og dyb branchespecifik viden, som vil være til stor fordel for vores kunder og investorer”, udtaler Jan Davidsen, administrerende direktør og partner i ATRIUM Partners.

Alle medlemmer af ATRIUM Partners Advisory Council er særdeles erfarne erhvervsfolk med større netværk inden for en bred vifte af brancher og industrier. Medlemmerne er nøje udvalgt, dels på baggrund af deres industrielle kompetencer og erfaringer, dels på basis af deres forretningsmæssige og geografiske netværk. Sammen med Advisory Council besidder ATRIUM Partners en unik kombination af finansiel ekspertise og industriforståelse, der sikrer optimale betingelser for at skabe maksimal værdi for vore kunder og investorer.

Tilbage